VIVIPILGAARD

Aksel og jeg har været indlagt på børne afdelingen på Riget siden i tirsdags. Mandag eftermiddag og det meste af natten var Aksel ret utilpas og havde over 40 i feber. De små under 3 måneder må helst ikke have feber, da deres eget immunforsvar endnu ikke virker optimalt. Men da vi allerede havde været på sygehuset engang tidligere med over 40 i feber, og der ikke viste sig at være noget, slog vi lige koldt vand i blodet, og så tiden an. Vi fik vore nabo (som er læge) til at kigge på ham, og hun mente godt vi kunne vente med at kontakte vores egen læge til tirsdag morgen, for Aksel spiste rigtig godt, havde våde bleer og vi havde god kontakt med ham. Selv om temperaturen var faldet til 38,5 tirsdag morgen, blev vi alligevel henvist af vores egen læge til børne modtagelsen på Riget.

Det viser sig at Aksel har fået en infektion i urinvejene, og skal derfor behandles med antibiotika. Det er faktisk ret sjældent at sådan en bette en (især drenge) får en infektion i urinvejene, og derfor skal han tjekkes for om der kan være misdannelser i urinvejene, vandladningsforstyrrelser eller måske noget med nyrerne. Det er langt fra sikkert at det er nogle af delene, Aksel kan sagtens bare have været uheldig, vi håber selvfølgelig på det sidste.

Aksel har virkelig taget det hele i stiv arm, og jeg er imponeret over at så lille en størrelse kan være så sej. Da vi kom i tirsdags skulle der tages en masse blodprøver, og det er aldrig rart når de små skal stikkes i. Men må sige at det værste var da de skulle have en urinprøve. Det er ret svært at bede Aksel om at tisse i en kop, så det skulle tages med en kanyle fra blæren. Det kan være ret svært at ramme blæren på en baby, for den er så lille, og det lykkedes heller ikke lægen i første forsøg, øv øv. Men det der var mest ærgerligt var, at lægen havde sagt at de små nogle gang tisser mens det bliver gjort, og derfor stod en sygeplejerske klar med en kop til at fange hans urin, hvis han nu skulle tisse. Aksel tissede lige efter at lægen havde taget kanylen ud af maven, MEN sygeplejersken var igang med at snakke, så hun nåede ikke at fange det, ihhhhhhh!! Jeg blev vild irriteret og havde lyst til at sige til hende at det fandme ikke var i orden. Lægen havde lige sagt det kunne ske og det var hendes eneste opgave!! Men jeg kunne se på hende at hun selv var rigtig led ved det, så jeg holdt mine frustrationer for mig selv. Vi blev så enige om at give Aksel en lille pause inden andet forsøg, hvor han lige kunne få noget at spise og måske sove lidt. Jeg spurgte om jeg ikke måtte få en kop med, for så kunne jeg måske være heldig at fange en stråle, hvis nu han skulle tisse. Jeg fik tanket Aksel godt op, og puttet ham på briksen med numsen bar, og så sad jeg ellers der med en kop i hånden og kiggede på Aksels lille dillermand den næste halvanden time, hehe. MEN det lykkedes sgu, jeg fik lidt urin i koppen, og Aksel var fri for flere nåle, jubiiii:)

Vi lå på  hjerteafdelingen for børn da det var der, der var en ledig seng. Tirsdag og onsdag var Aksel ret sløj og sov det meste af dagen. Hånden blev pakket godt ind , så han ikke kunne hive i det  venflon de havde lagt på hans håndryg. Han lignede en lille sej bokser;)

Jeg bliver ret restløs af at være “spærret” inde, så der er blevet gået et par km her på gangen:) Længere nede af gange hænger der fortællinger fra familier som har været indlagt her på hjerteafdelingen. Det var vild rørende at læse, så jeg har gået og små tudet lidt for mig selv. En pige skrev fx. om en læge ” Den største tak til Morten, mine forældre siger at du er det nærmeste man kommer gud”, vrææææææl!!!! Tænk at have et arbejde der på den måde handler om liv og død hver dag. Det må simpelthen være for vild at kunne forandre folks liv på den måde.

Man kan god se at tingene skal gå noget hurtigere end da jeg var indlagt som lille (men bla. en fistel mellem spiserør og lunger). Jeg husker da at der var stor buffet til hver måltid og masse af plads på stuerne. Sådan er det ikke længere, men maden smager nu udemærket, så ingen brok på den front. Det er helt tydeligt at se at tingene har ændret sig på hospitalerne. Personalet er presset, og skal løbe stærkt for at følge med. Men jeg må sige at ud fra min oplevelse denne gang, så er der (heldigvis) stor omsorg for børnene, og de giver sig også tid til at stoppe op og fjolle lidt.

Det var heldigvis et legerum med fjernsyn, så Aksel og jeg har fået set EM, selv om det ikke er gået alt for godt for de danske drenge, øv øv.

Lige nu venter vi på resultatet af den blodprøve der blev taget i morges, og hvis infektionstallene er blevet mindre end igår må vi komme hjem senere idag, jubiiii:) Hvis vi kommer hjem, skal vi fortsætte behandlingen hjemme. Så vi krydser fingre for at vi kan holde weekend hjemme sammen med Pelle og Mads.

Billedet her er taget i formiddags, og som I kan se, så er Aksel altså klar til at komme hjem:)