VIVIPILGAARD

Så er det vist på tide at jeg får skrevet lidt på bloggen igen. Jeg har de sidste fire, snart fem uger befundet mig i den dejligste babybobbel. Den 27. november blev vi nemlig forældre for anden gang, til den dejligste lille Aksel.

For lige at fortælle lidt om fødslen, så gik der kun 50 minutter fra jeg trådte ind på fødestuen til jeg havde født. Det kan man vist godt kalde en hurtig-fødsel:) Selve fødslen gik rigtig fin, jeg havde ret kraftige veer fra starten, men det er nok meget normalt når udvidelsesfasen gik så stærk. Heldigvis havde jeg en sød og dygtig jordemoder, s0m sørgede for at guide mig i min vejrtrækning. Hvilket hjalp rigtig meget til at jeg ikke pressede i pauserne mellem veerne, så jeg undgik at gå for meget i stykker forneden.

Jeg har gennem hele graviditeten tænkt meget, og lidt frygtet den fødsel, for det gør jo altså pisse ondt. Men selv om jeg havde forberedt mig på smerten, så havde jeg alligevel glemt hvor ondt det egentlig gør. Da jeg lå der igen med veer, tænkte jeg bare ” SHIIIIIIIIT, HVORFOR ER DET LIIIIIII JEG UDSÆTTER MIG SELV FOR DET HER EN GANG TIL!!” Jeg tager altså hatten af for de kvinder som ligger i flere døgn med veer, det fatter jeg ikke at man kan! For mig var de 50 minutter i smertehelvede mere end rigelig for mig.

Da Aksel ligger på min mave tuder jeg af lykke og lettelse over et det nu er overstået. Det der så desværre gik lidt galt efter han var kommet ud, var at min moderkage ikke ville ud. En moderkage skal helst ud inden en time efter at barnet er født. Hvis moderkagen ikke kommer ud, trækker livmoderen sig ikke sammen og man bliver derfor ved med at bløde. Min jordemoder gjorde nogle forsøg for at få den ud, men uden held. Hun ringeder derfor til “bagvagten” som også gjorde en del forsøg. Det de gør er at de trykker hårdt på maven, for ligesom at pressen den ud. Det gør ret ondt og så er det også bare vildt nederen at nogle skal trykke på maven efter en fødsel, man har ligesom været igennem nok på det tidspunkt. Da jeg havde mistet omkring 1300 ml. blod, blev der ringet til operationsstuen, og operationslægen som skulle fjerne moderkagen kom ind på stuen, og mente at også hun liiiii ville gøre endnu et par forsøg, også selv om der var to andre som havde prøvet ( BUT WHY!!!). Operationslægen gik AMOK på min mave, og jeg lyver ikke når jeg siger at hun nærmest stod oven på mig. Blodet sprøjtede ud og hun blev seriøs bare ved og ved og ved. Jeg råbte og skreg at NU var det fandme nok, og forsøgte at fjerne hendes hænder fra min mave. På et tidspunkt var der en sygeplejerske som sagde, at jeg nu havde mistet omkring 2 liter blod (0g det er altså kun det de har mulighed for at veje, da det der ligger på gulvet, væggene og det jeg selv var smurt ind i ikke var muligt at veje), og først her stoppede hun, og de kørte afsted med mig mod operationsstuen. Selv om det hele var lidt kaotisk til sidst, var jeg rimelig tryg hele vejen igennem. Jeg gad da godt have været foruden de tæsk jeg fik af hende den sidste læge, men som min jordemoder fortalte, så er det en situation de har stået i rigtig mange gange, og de ved derfor præcis hvad de skal gøre. Da operationen var veloverstået, kom operationslægen faktisk og sagde undskyld til mig. Hun mente at hun nok havde været lidt for hård ved mig, og nok burde have stoppet noget før, øøøøøøøøhhhhhhh JA TAK DAME, det skulle du nok!! Men pyt, nu er jeg kommet på den anden side af det, og alt er jo (næsten) glemt igen.

Pga blodtabet under fødslen har min blodprocent været ret lav, og jeg har derfor været helt vild træt de først par uger. Min lænd har været ved at taget livet af mig, jeg kunne næsten ikke gå de første mange dage efter. Jeg har tænkt over at det måske kan skyldes de “slag” jeg fik tilsidst. Mine mavemuskler er jo ikke eksisterende, og der har ikke været noget til at står imod med. Så de tryk jeg fik er gået direkte i ryggen. Efter en frygtelig masse jern-tabeletter, fys og akupunktur er jeg ved at være på toppen igen.

Udover en lidt træls fødsel og start på barsel, så er alt ved lille Aksel perfekt. Det er jo fantastisk igen at få sådan en lille bitte baby. Vi skal da lige vænne os til at få afbrudt vores søvn og nogle nætter næsten ingen søvn, og at al ting nu bare tager meget længere tid og tingene skal planlægges lidt mere. Men det er jo bare altsammen ting der følger med, når man får sådan en lille gut. Men når jeg så ligger og kigger på vores lille  fine Aksel, så er det hele jo glemt igen.

Vi er lige vendt hjem igen efter ni dages juleferie i jylland, og kan nu se frem til 14 dages barsel sammen med Mads, det bliver skøøøøøøønt.  Hvor lang min barsel bliver, har jeg ikke helt taget stilling til endnu. Tænker at jeg tager en dag af gangen, og så må vi se hvad der sker. Lige nu vil jeg bare nyde at have fri og hygge med mine to boyz.